Information til dig, der har bestilt en tid

At vælge en behandler er en stor beslutning – så først og fremmest:
Tak for din tillid.

Vi lover at gøre vores allerbedste for at hjælpe dig videre, så du kan få færre smerter, mere energi og større overskud i din hverdag.

For at sikre, at du får det bedst mulige forløb, har vi samlet vigtig information herunder.
Det er en længere smøre – men meget vigtig. Det er nemlig udgangspunktet for den fælles forståelse, vi bygger din behandling på.

Vores værdier – når du træder ind i klinikken

Hos os er det altafgørende, at der er tillid og gensidig respekt.
Vi tror på, at det er fundamentet for at skabe et rum – både fysisk og mentalt – hvor din krop kan samarbejde og hele.

Vi ønsker en transparent og autentisk klinik, hvor der er plads til det menneskelige.
Her er vi ikke perfekte – men vi møder dig med empati, nærvær og faglighed. Og vi forventer det samme igen.

Derfor beder vi dig:

  • At møde op til dine tider som aftalt

  • At overholde vores afbudspolitik, hvis du bliver forhindret

  • At møde os med tillid og respekt – både for os som fagpersoner og som mennesker

  • At være dig selv – ærlig og autentisk

  • At tale ordentligt og konstruktivt, også hvis noget skal justeres

🔸 Hvis dette grundlag ikke kan opretholdes, forbeholder vi os retten til at afbryde samarbejdet.

Afbudspolitik

Vi arbejder med færre klienter ad gangen, og derfor er din tid reserveret kun til dig.

  • Afbud senere end 24 timer før behandlingen: 50 % af behandlingens pris opkræves

  • Afbud senere end 4 timer før behandlingen (eller ved udeblivelse): 100 % af behandlingens pris opkræves

  • Afbud modtages kun via Facebook eller SMS/telefon på 60 55 03 24

  • Afbudspolitikken gælder uanset årsag til afbud

🔸 Ved gentagne brud på vores aftaler forbeholder vi os retten til at afbryde forløbet.

Forestil dig overbelastning som et glas vand

Vi plejer at sammenligne kroppens overbelastningsproces – som ofte fører til smerter – med et glas vand.

Forestil dig, at du bliver født med et tomt glas.
Glassets størrelse afhænger af din genetik – nogle er født med et stort glas (flere ressourcer), andre med et mindre.

Hver oplevelse i livet fylder dråber i glasset

Alt hvad du gør og oplever i livet, fylder dråber i dit glas.
At gå ind og ud af bilen koster måske én dråbe.
At falde ned fra en stige koster mange.

Så længe glasset ikke er fyldt, kan kroppen kompensere.
Fx: Hvis du slår dit højre ben, vil kroppen automatisk begynde at bruge venstre ben mere for at skåne det andet.

Når glasset fyldes op…

Over tid bliver glasset mere og mere fyldt –
og hvor hurtigt det sker afhænger både af, hvor stort dit glas er, og hvor meget du gør for at tømme det undervejs (hvile, bevægelse, behandling, ro, søvn).

Når glasset bliver fyldt, har kroppen ikke flere kompensationsmuligheder tilbage.
Den går i overlevelsesmodus – ofte i form af spænding, smerte eller flugtreaktion. Det er her, smerterne for alvor sætter ind.

Det er sjældent den sidste dråbe alene

Mange oplever, at smerter opstår “ud af det blå” – men i virkeligheden har kroppen sendt signaler i lang tid.
Måske har du haft ondt i skulderen nu og da, men smerten forsvandt igen. Kroppen “fikser” det – indtil den ikke kan mere.

Når ressourcerne er brugt op, og glasset er fyldt, skal der kun én lille dråbe mere til, før det flyder over.
Pludselig føles det som om, man har “kronisk ondt”.

Et typisk behandlingsforløb – i 4 faser

Vi oplever ofte, at et forløb udvikler sig i 3 eller 4 faser, som du kan se illustreret.


Fase 1 – “Den sidste dråbe”

Forestil dig, at alt det du gør i din hverdag – job, motion, stress, søvn, belastninger – drypper vand i dit glas.
Hvis du er nået til denne fase, betyder det, at kroppen over tid er blevet overbelastet, og nu er glasset fyldt.

I tiden op til “den sidste dråbe” har du måske mærket smerter on/off og langsomt mistet energi, overskud og humør.
Så sker der noget – ofte en lille hændelse – som får glasset til at flyde over.
Det er her, du tænker:
“Nu skal der gøres noget!”

Og du begynder at søge hjælp.


Fase 2 – “Opstart af behandling”

Du starter i behandling – i dette tilfælde hos Bilal.
Forestil dig, at hver behandling hjælper dig med at hælde lidt vand ud af glasset.

Typisk starter man med 3–4 behandlinger fordelt over ca. 14 dage.
Her mærker du, om kroppen reagerer positivt, og du beslutter, om du ønsker at fortsætte forløbet.


Fase 3 – “Bedring… hvad så nu?”

Mange oplever bedring og tænker:
“Så er jeg fikset! Nu kan jeg gå tilbage til mit gamle liv.”

Men her er det vigtigt at vide:
Hvis intet i hverdagen ændrer sig, er det kun et spørgsmål om tid, før smerterne vender tilbage – og så starter hele forløbet forfra.


Fase 4 – “Smertehåndtering og nye vaner”

Derfor anbefaler vi at bevæge sig videre til fase 4:
Her arbejder du mere bevidst med nye vaner, som hjælper med løbende at tømme glasset – og ikke bare vente på, at det fyldes igen.

Mange frygter i denne fase, at de skal opgive alt det, de holdt af i deres “gamle liv” – fx sport, socialt samvær eller aktivitet.
Det er ikke nødvendigt.

Opgaven er ikke at give afkald – men at tilpasse dine vaner til det liv, du ønsker at leve.
Og dét hjælper vi dig med.

Så du kan bevare din livskvalitet – og samtidig passe på din krop.

Sådan foregår behandlingen hos Bilal

🧠 Behandlingens tilgang

Bilal har baggrund i bl.a. Posturologi, Akupunktur, Myoreflexterapi, Advanced Myofascial Techniques, Gua Sha, Cupping og Scarteraphy.
Kroppen observeres fra flere vinkler, og behandlingen skræddersys ud fra både dine symptomer og din egen oplevelse af, hvordan kroppen fungerer. Din viden om din krop er afgørende for, at vi sammen kan guide den i en ny retning.

Hvad du kan forvente

  • Behandlingen tilpasses dig individuelt – der findes ikke to ens forløb.

  • Det er ikke altid, der bruges nåle – så ubehag ved nåle er ikke en hindring.

  • Vi opfatter behandlingen som et samarbejde, hvor tryghed er en forudsætning for fremgang

 

Når du kommer til behandling

  • Du beholder undertøj på og kan tage dit tæppe/lagen over dig

  • Behandlingen er ikke massage – den kan føles øm eller intens, men skal ikke gøre ondt ud over din grænse.

  • Bilal spørger løbende til, hvordan du oplever smerten (1–10). Hvis det overstiger 7–8, skal du sige til – ellers kan kroppen overreagere bagefter.

  • Smerte er individuelt, og det er kun dig, der ved, hvor grænsen går mellem “godt ondt” og “for meget”.

Følelsesmæssige reaktioner

Det er normalt at blive følelsesmæssigt berørt under behandlingen. Undertrykte følelser kan dukke op, og derfor anbefaler vi, at du kommer alene.
Vi har naturligvis tavshedspligt.

💧 Efter behandlingen

  • Slap af og lyt til kroppen de følgende dage.

  • Drik vand, når du er tørstig – kroppen udskiller affaldsstoffer.

  • Reaktioner som hovedpine, kvalme, træthed, følelsesudsving og ømhed er helt normale.

  • Du kan få blå mærker eller små vabler, især ved brug af nåle, gua sha eller cupping – det er ikke farligt.

Er du i tvivl om dine reaktioner, er du altid velkommen til at kontakte os.

⏱️ Hvor mange behandlinger skal jeg have?

Det afhænger af:

  • Hvad du døjer med

  • Hvor længe du har haft generne

  • Din fysiske form og alder

  • Hvad årsagen er

  • Hvad du gør mellem behandlingerne (hælder på eller af glasset)

Vi anbefaler typisk:

➡️ 3–5 behandlinger over ca. 14 dage
Vi laver løbende en status og vurdering sammen med dig.

Behandlingens effekt varierer – nogle mærker hurtigt bedring, andre har brug for længere tid. Intervallet mellem behandlingerne justeres løbende, og vi tilpasser alt til dig.

⌛ Varighed af behandlinger

Type Varighed (inkl. liggetid)
Første behandling Ca. 60 min
Efterfølgende behandling Ca. 45 min
Lang behandling Ca. 75 min
Vedligehold Ca. 20 min

📋 Samtykke og helbredsoplysninger

Før første behandling skal du udfylde og sende en samtykkeerklæring med helbredsoplysninger via sikker mail.
Du finder både skema og link i din bookingbekræftelse.

Fortæl os alt – også om gamle skader, sygdomme eller følelsesmæssige oplevelser. Vi ser krop og sind som ét sammenhængende system.

💳 Betaling

  • Betaling foregår efter behandlingen, kontant eller via MobilePay.

🩺 Sygeforsikring “danmark” & private sundhedsforsikringer

  • Bilal er RAB-godkendt, og mange forsikringer giver tilskud til behandlingerne.

  • Nogle forsikringer kræver status og beskrivelse – det afsætter vi 45 min. til (pris: 700 kr.).

🧺 Lagen

Du skal selv medbringe lagen at ligge på, og tæppe/lagen til at tage over dig.

⏳ Forsinkelser

Vi bestræber os på at overholde alle tider.
Men da vi arbejder med mennesker, kan der opstå forsinkelser – vi har ikke glemt dig og henter dig så snart det er din tur.

📆 Booking og påmindelser

  • Book gerne i god tid – Bilals kalender bliver hurtigt fyldt.

  • Du får en bekræftelse på mail – tjek altid, om den stemmer.

  • Du modtager automatisk en påmindelse 24 timer før din tid.

📞 Kontakt og booking

📧 info@bilalshalhoub.com
📱 60 55 03 24
📘 Facebook: Holistisk smertebehandler Bilal Shalhoub

Du er altid velkommen til at ringe – og læg gerne en besked med navn og nummer, hvis vi ikke svarer.
Vi besvarer typisk inden for få timer.

📋 Venteliste

Ønsker du en bestemt tid, men den er optaget?
– Skriv dig gerne på venteliste.
Ved afbud (mindre end 48 timer før) lægger vi ledige tider op på Facebook – først til mølle.

Sådan sikrer du, at du ser opslagene:

Gå til vores Facebook-side → klik på “…” → vælg “Følger” → tryk “Se først”

🎟️ Rabatkort og gavekort

Få et rabatkort!
Efter hver 4. behandling får du 50% rabat på den 5. behandling.

  • Rabatkortet kan ikke kombineres med klippekort eller andre tilbud.
  • Rabatkort er personlige og kan ikke overføres til andre

  • Bruges kun fremadrettet, ikke bagud

🚨 Akutte tider & uden for åbningstid

Ved akut behov eller ønske om tid uden for almindelig åbningstid (hverdage kl. 06–16), afregnes dobbelttakst.
Kontakt os direkte via Facebook eller tlf. 60 55 03 24. Husk at oplyse, at det er akut.

Hov – lad os da lige præsenterer os selv

Hej! Jeg hedder Bilal – og jeg er din behandler

Jeg er 35 år og har gennem de seneste 10 år specialiseret mig i holistisk smertebehandling, baseret på teknikker og inspiration fra hele verden.
Jeg rejser stadig ud for at videreuddanne mig og finpudse mine metoder – kroppen og dens sprog bliver jeg aldrig færdig med at lære.

Min interesse for kroppen startede tidligt – og før jeg blev behandler, arbejdede jeg som personlig træner.
Min tilgang har altid været helhedsorienteret, og i dag kombinerer jeg både manuel behandling, bevægelse og forståelse for kroppens hukommelse og balance.

Jeg tror på, at du kender din krop bedst.
Din oplevelse og viden er uvurderlig – og danner grundlag for, hvordan jeg skræddersyr din behandling.

Hos mig følger behandlingen din krops behov og forandring.
Når kroppen ændrer sig – ændrer behandlingen sig med.

Hej! Jeg hedder Nanett – din sparringspartner i udstrækning og din praktiske blæksprutte

Måske har vi allerede talt sammen på telefon, skrevet over mail eller på Facebook?

Jeg er 35 år og uddannet sygeplejerske. De seneste 6 år har jeg rejst til forskellige steder i verden og taget over 1000 timers undervisning i avanceret anatomi og fysiologi, selvafspænding, udstrækning og vanecoaching.
Alt det bruger jeg i dag til at hjælpe vores klienter med at skabe nye, bæredygtige vaner – som giver kroppen bedre betingelser for at hele.

Lige nu er jeg også i gang med at uddanne mig til holistisk psykoterapeut, fordi jeg tror på, at smerte ikke kun handler om kroppen – men også om livet, tanker og følelser.

Jeg har faktisk været en del af klinikken helt fra starten – uofficielt – men for fem år siden valgte Bilal og jeg, at jeg skulle være med på fuld tid.
Hver dag taler jeg med mennesker, der står et af de mest sårbare og frustrerende steder i livet – hvor smerterne har taget energi og overskud. Det er mit hjertearbejde at støtte dem derfra.

P.S. Det er også mig, du skal snakke med om alt det praktiske: forsikringer, kvitteringer, bookinger og andet administrativt.

Andre spørgsmål?

Hvis du har nogle spørgsmål før eller efter behandlingen, er du altid velkommen til at kontakte os enten på mail info@bilalshalhoub.com, Facebook eller på tlf: 60 55 03 24.